Sparekassen Danmark Fonden Himmerland støtter bevægelse i børnehøjde.
Derfor har fonden støttet Børnebasket Aarhus med en donation til projektet Bevægelse i Børnehøjde.
Projektet er en målrettet indsats for at give børn og unge i det udsatte boligområde Frydenlund mulighed for at få moderne idrætsfaciliteter og kvalificeret undervisning.
Det skal sikre en øget trivsel og udvikling hos områdets børn og unge, bedre idrætsvaner og større tilhørsforhold til det lokale foreningsliv.
Basketkurve i den rigtige højde
Pengene fra fonden skal gå til nye basketkurve, der kan hæves og sænkes, så de passer til børnenes højde. I dag er der kun basketkurve til voksne i gymnastiksalen på Frydenlundsskolen, hvor projektet hører til. Kurvene vil naturligvis også komme gymnastiksalens øvrige brugere til gavn.
Kurve i den rigtige højde skal være med til at give børnene flere succesoplevelser med træningen. Derudover bidrager Børnebasket Aarhus til børnenes fysiske og mentale sundhed.
Børnebasket Aarhus har ca. 70 medlemmer i alderen 5-15 år.
Lokal sammenhængskraft
Det er vigtigt for foreningen at give børnene i det udsatte område et lokalt idrætstilbud, da mange forældre ikke har mulighed for at køre børnene til fritidsaktiviteter.
Foreningens værdier er åbenhed, fællesskab, motivation, glæde og engagement.
De fokuserer på at skabe et støttende miljø, hvor børn kan mødes på tværs af alder, køn og sociale skel og danne venskaber, lære at samarbejde og dygtiggøre sig.
Børnebasket Aarhus skaber større sammenhængskraft i lokalområdet og lærer børnene, hvad det vil sige at være en del af et forpligtende fællesskab. Dette gode formål ville fonden gerne støtte.
Lene Fogh Hansen, der er privatkunderådgiver i Sparekassen Danmarks afdeling på Åboulevarden i Aarhus, hjalp fonden med at overrække donationen til Anton og Rasmus fra Børnebasket Aarhus.
Vi ønsker de unge basketballspillere god fornøjelse med de nye kurve!

