En festlig dag for byens mindste
Lørdag den 21. juni havde Lille Madsens Hus i Aars fornøjelsen af at afholde deres årlige sommerfestival for byens børn. Denne festlige begivenhed var spækket med musik, hoppeborge, ansigtsmaling og mange andre sjove aktiviteter, der var specielt tilrettelagt for de 0-6-årige.
Musik må der til
Sparekassen Danmark Fonden Himmerland bidrog til festivalens succes ved at støtte med en donation til live-musik. Musikken skabte en fantastisk stemning og bragte stor glæde til de små festivalgæster, som dansede og hoppede i takt med de glade toner.
Vi støtter sammenholdet
Sommerfestivalen opstod som en reaktion på de udfordrende corona-år med det formål at kickstarte sammenholdet blandt børn og voksne i Aars. Alle byens børn er velkomne til at deltage, og det er helt gratis, takket være den store opbakning fra lokalsamfundet, der stiller frivilligt op.
Fra kæpheste til brandbiler
Festivalen er organiseret af forældrebestyrelsen i Lille Madsens Hus, som sørgede for en dag fyldt med underholdning og aktiviteter. Blandt gæsterne var Aars 4H, der havde kæpheste og kaniner med, hvilket var et stort hit blandt børnene. Derudover kunne børnene prøve at sidde i både en traktor og en brandbil, hvilket skabte stor begejstring.
Vi håber, at alle havde en fantastisk dag fyldt med sjov og fællesskab.










