Midtfjord MC vælger grøn og støjsvag opvarmning
Hos Midtfjord MC er der varme i både motorer og fællesskab – og nu også i klublokalet på en mere bæredygtig måde.
Sparekassen Danmark Fonden Himmerland har støttet foreningen med en donation til en ny luft-til-luft varmepumpe, som skal supplere det eksisterende gasfyr. Den nye løsning reducerer både larmen og energiforbruget – og betyder, at klubben fremover kan prioritere opvarmning, når elpriserne er lave.
Foreningen har selv taget initiativet, indhentet tilbud og planlægger at stå for dele af installationen med egne medlemmer.
»Det er ikke bare en praktisk opgradering – det er også en fremtidssikring. Vi har længe gerne villet væk fra gas, og med varmepumpen tager vi et vigtigt skridt i den rigtige retning,« lyder det fra formand Tonni Iversen.
Hanne Møller fra Sparekassen Danmarks afdeling i Løgstør deltog i den uformelle overrækkelse og blev vist rundt af en flok glade mc-entusiaster.
Sparekassen Danmark Fonden Himmerland støtter gerne projekter, der både styrker foreninger, lokal sammenhængskraft og den grønne omstilling.
💚 Lokale penge, der gør gavn.

