Taekwondo & Hapkido Aalborg

Donation styrker rammerne for fællesskabet

Taekwondo & Hapkido Aalborg har oplevet en markant medlemsfremgang og tæller nu over 100 medlemmer. Børn og unge i alderen 5-18 år udgør omkring 80 procent af de aktive medlemmer, hvilket vidner om en stor interesse for koreansk kampsport i lokalområdet. Denne positive udvikling sætter dog pres på de eksisterende faciliteter, der trænger til fornyelse.

Donation gør forskellen

For at styrke rammerne og skabe bedre forhold for alle medlemmer har foreningen ansøgt og modtaget støtte fra Sparekassen Danmark Fonden Himmerland. Donationen skal blandt andet bruges til nye møbler i fællesrummet, ny maling, forbedret belysning og nye døre. Samtidig giver renoveringen mulighed for at gennemføre energioptimerende tiltag som isolering af vægge og loft samt udskiftning af lyskilder.

Fællesskab og åbenhed i centrum

Hos Taekwondo & Hapkido Aalborg er det vigtigt, at alle føler sig velkomne, og der arbejdes målrettet på at fremme et inkluderende fællesskab. Derfor glæder det os i Sparekassen Danmark Fonden Himmerland at bidrage til at understøtte sunde og åbne rammer for foreningens medlemmer.

Kim Bjørn Moesgaard, der er direktør i Sparekassen Danmarks afdeling i Nibe, havde fornøjelsen af at overrække donationen til chefinstruktør Henrik Kaerdrup.

💚 Lokale penge, der gør gavn