LykkeLiga

Søren Nissen overrækker donation til LykkeLiga – støtte fra Sparekassen Danmark Fonden Himmerland.

LykkeLiga får støtte til etableringen af LykkeLab i Aalborg

Med 300.000 kroner i støtte bidrager Sparekassen Danmark Fonden Himmerland til, at LykkeLiga kan gøre LykkeLab – Danmarks lykkeligste klubhus – klar til åbning i Aalborg.

Danmarks lykkeligste klubhus

LykkeLab bliver et helt særligt samlingssted for børn og unge med udviklingshandicap, deres familier og lokale fællesskaber. Her skal der skabes nye veje til trivsel, fællesskab og glæde – og huset bliver centrum for aktiviteter, der nedbryder ensomhed og isolation.

Bag projektet står LykkeLiga, der er et håndboldfællesskab for børn og unge med et udviklingshandicap. Siden 2017 har LykkeLiga arbejdet for at skabe lykkelige fællesskaber, fordi de tror på, at ekstraordinære børn er katalysatorer for lykke og nye fællesskaber. I dag er der ca. 1600 spillere i alderen 6-25 år og deres familier i LykkeLiga-fællesskabet fordelt på 86 klubber i hele Rigsfællesskabet samt 30 klubber i Glücksligaen i Tyskland. Med LykkeLab får organisationen nu et fysisk hjem, hvor idéer og initiativer kan blomstre.

Plads til både håndbold og hygge

Huset på Ølgodvej 7 i Aalborg skal renoveres og indrettes, så det kan rumme alt fra teambuilding og håndboldtræning til kreative workshops, musikarrangementer og inspirerende oplæg. Der bliver plads til både Lykke Arena – en hal til bevægelse og sport – og Lykke Lounge, hvor hygge og samvær er i centrum.

LykkeLab åbner dørene for mange målgrupper:

  • Børn og unge med udviklingshandicap
  • Familier og frivillige
  • Skoleklasser fra både special- og normalområdet
  • Fagfolk og foreningsliv

En renovering med omtanke for miljøet

LykkeLiga vil renovere den eksisterende bygning med bæredygtige løsninger for øje. For eksempel:

  • Så meget som muligt af den eksisterende bygning skal bevares eller genbruges.
  • Renoveringen skal udføres i bæredygtige materialer.
  • Bygningen skal energioptimeres, bl.a. med nye vinduer og lyskilder.
  • Klubhuset skal indrettes med genbrugsmøbler.
  • Holdbare og tidløse løsninger, der kan bruges i mange år.

Derudover vil renoveringen have fokus på at gøre huset tilgængeligt for flere forskellige målgrupper – naturligvis også for mennesker med bevægelseshandicap.

Medbestemmelse og læring

Klubhusets brugere bliver inddraget i renoveringen og skal være med til at tage beslutninger om husets udvikling.

LykkeLiga har lavet en aftale med husets håndværkere om, at de vil allokere nogle timer om ugen til at have børn og unge med udviklingshandicap i bygge-praktik. På den måde bliver de aktive medskabere og lærer noget samtidig.

Med støtten fra Sparekassen Danmark Fonden Himmerland kan LykkeLiga tage et vigtigt skridt mod at gøre huset klar til alle de aktiviteter, der skal skabe mere lykke i hverdagen.

Læs mere om LykkeLiga og projektet her

💚 Lokale penge, der gør gavn.

Har I et projekt, der gør en forskel i lokalsamfundet? 👉