Bridgehuset

Henrik Petersen overrækker donation fra Sparekassen Danmark Fonden Himmerland til Thomas Egedgaard ved Bridgehuset i Odense.

Renovering af Bridgehuset i Odense får støtte

Hjem » Blog » Bridgehuset

Renoveringen af Bridgehuset i Odense får et løft med en donation på 50.000 kroner fra Sparekassen Danmark Fonden Himmerland. Støtten er med til at styrke rammerne om de mange bridgeaktiviteter, der hver uge samler flere hundrede mennesker i huset på Bogensevej i Odense.

Et samlingspunkt for mere end 400 spillere

Bridgehuset er ejet af en række lokale bridgeklubber og fungerer som et vigtigt samlingspunkt for bridgespillere i Odense og omegn. Hver uge besøger mere end 400 spillere huset til turneringer, undervisning og fællesskab. Derudover afholdes der løbende større arrangementer og turneringer med deltagere fra hele landet.

For de mange frivillige, der driver både klubberne og Bridgehuset, er det vigtigt, at rammerne fortsat er indbydende og velfungerende.

Støtte til nødvendige forbedringer

Den aktuelle renovering af Bridgehuset i Odense omfatter blandt andet udskiftning af tagrender samt rens og polering af gulvene indendørs.

Som nonprofitorganisation har Bridgehuset begrænsede økonomiske muligheder, da den daglige drift finansieres gennem medlemskontingenter. Derfor bidrager donationen til, at huset kan gennemføre de nødvendige forbedringer og fortsat være et attraktivt sted at mødes.

Lokale håndværkere skaber lokal værdi

Hos Sparekassen Danmark Fonden Himmerland lægger vi vægt på at støtte projekter, hvor lokale virksomheder og håndværkere bliver en del af løsningen. Det gør de her.

Når lokale virksomheder udfører opgaverne, skaber det aktivitet og værdi i lokalområdet. Det er en vigtig del af tanken om, at lokale penge skal gå i ring og arbejde lokalt.

Bridge styrker både fællesskab og hjerneaktivitet

Bridge er langt mere end et kortspil. Det kræver samarbejde, koncentration og strategisk tænkning, og for mange er det samtidig en vigtig social aktivitet. Derfor spiller renoveringen af Bridgehuset i Odense også en rolle for det lokale foreningsliv, hvor gode fysiske rammer er med til at understøtte fællesskaber på tværs af alder og erfaring.

Med donationen får de mange brugere af huset endnu bedre rammer om deres aktiviteter i de kommende år.

📸 På billedet overrækker regionsdirektør Henrik Petersen fra Sparekassen Danmark donationen til formand Thomas Egedgaard.

Har din forening også brug for et es? ♠️♦️