MeNaTekets Fælleshus får støtte
MeNaTekets Fælleshus i Øster Hornum tager et stort skridt frem. Med en donation på 250.000 kr. fra Sparekassen Danmark Fonden Himmerland bliver det gamle klubhus ved Øster Hornum Hallen udviklet til et moderne og åbent samlingspunkt for hele byen.
Fælleshus og hjerterum
Projektet er en del af MeNaTekets fase 1 og omfatter renovering af det tidligere klubhus, så det fremover kan rumme nye aktivitets- og møderum, lounge og caféområde. Fælleshuset bliver et sted, hvor idrætsforeninger, frivillige grupper, skoleklasser og familier kan mødes året rundt – og hvor Hærvejs-vandrere inviteres indenfor til en pause og et glimt af byens fællesskab.
Ud i naturen
Ud over Fælleshuset etableres fire hytter ved Friluftscenter Katbakken og en ny, tilgængelig natursti gennem Frendrup Skov og Nihøje. En udendørs lift sikrer bedre adgang for bevægelseshæmmede, så naturen bliver åben for alle.
Et stærkt lokalt fællesskab
Projektet styrker både bosætning og lokalt liv. Når en by kan tilbyde gode fritidsfaciliteter, stærke fællesskaber og let adgang til natur, bliver den mere attraktiv for både nuværende borgere og tilflyttere. Samtidig skaber projektet rammer for mikrooplevelser som fællesspisninger, kulturarrangementer og naturformidling – til glæde for både lokale og gæster.
Med støtten fra Sparekassen Danmark Fonden Himmerland kan Øster Hornum fortsætte sin tradition for at udvikle byen i fællesskab. Det er lokale kræfter, der står bag projektet, og det er lokale penge, der gør gavn.
Line Dalum Kristensen og Paw Winther fra Sparekassen Danmarks afdeling i Støvring hjalp fonden med at overrække donationen.
💚 Lokale penge, der gør gavn.
Drømmer I også om at styrke fællesskabet i lokalområdet? 👉

